Lumsk
Det Vilde Kor




1. Diset Kvæld

Mit Sind er saa tungt, jeg ser intet Lys
i hele det skumrende, vide Rum.
Jeg bøjer mig sammen of ber om et Raad:
men Himlen er stum.

Jeg stirrer forknyt ud i Kvælden haard
- da sprætter der Stjærne paa Stjærne ud.
Jeg synes de vinker mig en efter en
som smaa Svar fra Gud.

Jeg bøjer mig ned med Tak for ikvæld
og tror paa en Morgen saa klar og høj.
Men da har de Stjærner skjult af Skam,
o Gud hvor de løj!


2. Om Hundrede Aar Er Alting Glemt

Jeg driver iaften og tænker og strider,
jeg synes jeg er som en kantret Baad,
og alt hvad jeg jamrer og alt hvad jeg lider
saa ser jeg mig ingen Raad.
Men hvi skal jeg være så haardt beklemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Da hopper jeg heller og synger en Vise
og holder mit Liv for en skjøn Roman.
Jeg æter ved Gud som en fuldvoksen Rise
og drikker som bare Fan.
Men hvi skal jeg fare med al den Skjæmt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
Saa stanser jeg virkelig heller Striden
og ganger tilsjøs med min pinte Sjæl.
Der finder nok Verden mig engang siden
saa bitterlig druknet ihjæl.
Men hvi skal jeg ende saa altfor slemt?
Om hundrede Aar er alting glemt.
A nei, det er bedre at rusle og leve
og skrive en Bog til hver kommende Jul
og stige tilslut til en Versets Greve
og dø som Romanens Mogul.
Da er der blot dette som gjør mig forstemt:
Om hundrede Aar er alting glemt.


3. Høstnat

Det tasser og lever i skogen
endskjønt det er natten og alt er til ro.
Jeg ligger på ryggen og tænker i mørke
og kjender mig vokse og gro.
Jeg ligger og skriver på himlen
og bortover stjærnernes hær med min sko.

Det tasser og sysler i skogen.
Den lyd ifra stråene kjender jeg før;
de sydet så gule idag i solen,
nu knækker de over og dør.
Og granernes nåler falder,
den lyd er så inderlig liten og skjør.

Det er ikke andet som lyder.
Men slikt er vel fare og støy for en mus?
Da skjælver hun ind under lyng og blader
og har ikke bedre hus.
Jeg tænker: hvor lydløst dèt lever
som lever hernede i grams og i grus!

En ser dem iblandt fare sammen
og puste med brystet så dirrende tit
og vente så rådvildt om noget vil hænde
når mennesket nærmer sig litt.
Det er vel når mennesket kommer
for musen som fjælde som kommer i skridt.

Det strømmer ind på mig altsammen
at alle de bittesmå liv er nær.
Som jeg er så svær for disse, har alle
et noget som sværere er.
Jeg rykker min sko tilbake
som skrev over himlen og stjærnernes hær.


4. Paa Hvælvet

Du siger at Gud er god.
Jeg siger jeg er hans Skabning
og mig er han haard imod.

Du siger han alting ved.
Saa ved han at mig forfølger
og farer han ilde med.

Han satte mit Hjærte i Slag
og gav det en Livstid at lide.
Saa stanser han det en Dag.

Du siger der er en Gud.


5. Lad Spille Med Vaar Over Jorden

Jeg ved ikke hvordan
mit Hjærte er fat,
det holder mig vaagen
den langsomme Nat.

Snart banker min Puls
som en Hund der gjør,
snart ligger den stille,
det er som den dør.

Jeg hejser Gardinet:
det blaaner af Dag,
Is hænger fra Rænden
paa Badstuens Tag.

Jeg lister i Marken
og lytter mig til
et sært og skælvende
Foraarets Spil.

Det vaares saa godt i Marken
og Dyrene vaagner til Flirten og Flir,
alt Furuen sprækker med Kvae
som Draaber af Livselixir.
De Stjærner deroppe staar stille og blege,
Fuglen begynder at lege.

Det lysner de vide Vegne
og en efter en vender Stjærnerne hjem,
men ude ved Verdens Grænse
en vifte af Ild bryder frem.
Solen, Solen, Guds luende Øje,
hviler paa Elv og Høje.

Rørte en Troldmand ved Jorden?
Alle dens aandende Barme gaar,
alle dens Lemmer røres
og alle dens Pulse slaar.
Langs Elven driver der Morgendampe,
det buldrer af Skrig og Kampe.

Se, Vaaren er kommet i Dalen.
Nu rømmer han Hiet den magre Bjørn,
og højt over Vestens Bjærge
sejler en kongelig Ørn.
Men henne ved Husene reder en Skære
til Bryllup i Tugt og Ære.

Lad spille med Vaar over Jorden!
Og ind i den store Naturens Musik
der nynner en Lyd fra mit Hjærte,
en Tak for hver Vaar jeg fik.
Det dunker som Hovtramp i Brystet af Glæde
og Øjet blir vaadt af Væde.


6. Duttens Vise

I Kvældingen kom hun og bad om Ly
den brune husvilde Pige.
Hun var saa stille, hun var saa sky,
men gal som den unge Kvige.

Og ikke saa kom du til Fyrstens Slot,
et Kot er mit hele Rige.
Men del mit Leje og varm dig blot
og vær velkommen, min Pige.

Om Morgenen klædte den Pige sig paa
og bad mig Levvel tillige.
Men der hvor hun stod blev hun vet at staa
og vilde slet ikke vige.

Da førte jeg hende til yderste Port
og ud af mit hele Rige.
Da førte jeg kanske min Lykke bort -
jeg kan ikke mere sige.


7. Svend Herlufsens Ord, Del I Min Kærest Er Som Den

Det lever i Ostindien en Rov-Edderkop
af Skabning og af Farve som en rød Orchidé.
Den ligger midt i Dagen forat ses og at se,
med Ben til alle Kanter of med Bugen vendt op.
Den ligger der saa længe og urørlig som Døden.

Og Sommerfuglen kender ej den Rov-Edderkop,
han svirrer om den herlige, den røde Orchidé
som ligger midt i Dagen og hver Sommerfugl kan se.
Han flyver ned paa Blomsten. Han flyver aldrig op,
han fløj i Favn med Døden.

Saa ligger Orchidéen der saa livløs som før.
Og nye Sommerfuglefyrer søger den – og dør.
Og hver Gang ligger Blomsten der urørlig igen.

Min Kærest er som den.


8. Svend Herlufsens Ord, Del II Og Du Vil Vide

Og du vil vide hvordan Pigen gøres elskovsvarm
og hvordan du din egen Ild skal røbe?
Du kort og godt annamer hende til din slemme Barm
at sige, hvis hun ikke lar sig købe.

Og du vil vide hvordan Pigen holdes elskovsvarm
og hvordan hun skal hindres fra at løbe?
Saa ofte du omslynger hende en Gang med din Arm
omslyng hende fire med din Svøbe.


9. Svend Herlufsens Ord, Del III Jeg Har Det

Jeg har det: denne gale Tvang i Panden,
en Tanke blot ihvor jeg gik og stod,
den kommer af Slidtage paa Forstanden.
Der gaar en Vals af Flammer i mit Blod
og Gulvet staar i Rødt her for min Fod -
det er en Pibebrand – en Pibebrand, for Fanden,
det brænder blot i al min gamle Sod.

Guds Hellige! Jeg steg mig ind i Stuen,
kun Maanen stod og saa derpaa, hoho,
og der var blot en Mundens Nej hos Duen,
hun krummed sig og krammed sig saa fro.
Vi brused blinde sammen begge to.
Saa døde Ild og Mørje ud paa Gruen.
Mit Hjærte det laa rødt og grovt og lo.

Og vældigt havde Kærlighedens hende,
hun var mig helt hjærtinderlig min Brud.
Men denne Gang tog al min Fryd en Ende:
jeg nejer mig i Grus paa hendes Bud,
jeg ber til hende som jeg ber til Gud -
forgæves alt... Fy Fanden, for Elende!
En Pibebrand som aldrig slukkes ud!


10. Svend Herlufsens Ord, Del IV Se, Natten Er Livet

Hvor lyder den Knurren i Natten rolig!
Læg Øret til Jorden og hør:
evindelig kommer den, kendt og fortrolig
en Tone som aldrig dør.
Hvad er et? Det lyder som Vin der gærer.
Du fejler. Det syder og ætser og tærer.
En Verden som ligger og klør.

Hvad – venter du Stillhed i Nattens Tide
naar Vaaren og Livet gryr?
Det dirrer af Kampe saa vidt og vide
som Dyr monne møde Dyr.
Og Skabningen nappes og næses og narres
og Skabningen prøves og pines og parres,
og Øje slaar Øje i Fyr.

Ind rykker en Vandrer i Midnattens Time
i dine velsignede Kaar.
En Vunde er Vunde, men dette en Strime
Omstændighederne slaar.
Du lapper dig sammen med Jeremiader
og drikker deg fuld med fortvivlede Lader
alt sligt som er godt for Saar.

Du møder et Tog som du evigt vil huske -
hvad er det de Skabninger gør?
For Fan, det er Heste som kører med Kuske
og smælder en faglig Honnør.
Se, Natten er Livet og Kvinden dets Hersker,
og Manden er Oksen i Verden som tærsker
den Tone der aldrig dør.


11. Godnat Herinde

Nu ruger Nat over Enge
og alt i Mørke forgaar.
Jeg lytter her fra min Rude,
det tier saa tomt derude,
det er som naar Klokken staar.

Da hører jeg Røster kalde
som op fra en Huldreby.
Jeg ved det er mig de vil finde.
Godnat da I to herinde!
Jeg kommer igen ved Gry.

Saa gik jeg mig ud i Natten
og droges saa sælsomt hen.
Gud naade hver Far og Mage
som vel fandt sin Vej tilbage,
men aldrig kom helt igen!


12. Skærgaardsø

Nu glider Baaden
mod Skærgaardsøen,
en Ø i Havet
med grønne Strande.
Her lever Blomster
for ingens Øjne,
de staar saa fremmed
og ser mig lande.

Mit Hjærte blir som
en Fabelhave
med samme Blomster
som Øen ejer.
De taler sammen
og hvisker sælsomt,
som Børn de mødes
og ler og nejer.

Her var jeg kanske
i Tidens Morgen
som hvid Spiræa
engang at finde.
Jeg kender Duften
igen fra fordum,
jeg skælver midt i
et gammelt Minde.

Mit Øje lukkes,
en fjærn Erindring
har lagt mit Hode
ned til min Skulder.
Saa tætner Natten
ind over Øen,
kun Havet buldrer –
Nirvanas Bulder.


The lyrics are poems by the Norwegian poet Knut Hamsun.

Lyrics in plain text format



Main Page Bands Page Links Statistics Trading list Forum Email Zenial